Hverdagen i børnehaven

TRYGHED OG TRIVSEL
Det er i hverdagen, børnene finder trygheden i det genkendelige, udvikler sig og trives i fællesskabet.

Dagen starter kl. 5.45 i fællesrummet. Vi tilbyder morgenmad for børn, der kommer i tidsrummet 5.45-7.00 og pakker maden væk kl. 7.15 inden morgentravlheden sætter ind. Menuen varierer, men består altid af et fuldkorns-morgenmadsprodukt og havregryn med mælk. Herudover tilbyder vi havregrød, alt efter børnenes appetit og forespørgsler. Om morgenen bygger vi hule, gynger, læser, tegner, spiller og nyder at tilbuddet af kammerater og legemuligheder stille og roligt øges og udvikles alt efter hvilke venner, der kommer tidligt de pågældende dage. Mulighederne er mange, og vi prioriterer afleveringen højt, så både forældre og børn får en god dag.

I forårs- sommer- og efterårsmånederne, når temperaturen er til det, trækker børnehavens børn og voksne ud på legepladsen omkring Kl. 8. For alle byder morgenen på glade velkomstknus og leg og kl. 9.00 er hovedparten af personalet mødt og klar til dagens aktiviteter, hygge og samvær.

Børnehavens formiddagsmåltid tilbydes fra kl. 9.15. I tidsrummet fra 8.45-9.15 prioriterer vi dagens samling, børn, ro og overblik højt. Såvel formiddagsmåltid som samling foregår primært i børnenes eget grupperum, men alt efter børnegruppe, dagsform, vind, vejr og emne, kan samlingen foregå overalt i børnehuset.

Kl. 9.30 er alle klar til de forskellige aktiviteter i børnehaven, vi pakker tasker og ladcykler til dagens tur eller går i gang med sang, leg, motorik eller kreativ. Børnene i børnehaven klarer så vidt muligt selv påklædning – personalet guider og opmuntrer.

Vi er ofte på ture, – og alt efter, hvilke børn, der skal på hvilken tur og aldersgruppe, – kan de være lange. Mulighederne i den pragtfulde natur omkring Nordmors er uanede. Vi erobrer Fugletårnet ved Hundsø, bader i fjorden, går på opdagelse i og omkring Skarregaard, sopper i bækken eller tager på eventyr i Skranderup Skov. Børnehuset har deres egne el lad-cykler, der gør det muligt at komme langt omkring.

Vi ruller, sopper, klatrer, kravler og hopper, og når klokken nærmer sig frokosttid, spiser vi lækker frokost, lavet i vores eget køkken. Vi spiser lune retter 2-3 gange i ugen. En dag i ugen går vi over skolegården og besøger skolen til frokost. Her har dygtige frivillige lavet mad til skole og børnehavebørn.

I børnehaven fortsætter eftermiddagen i samme spor som formiddag og frokost, – Her nyder vi legen, bålet, vi snitter eller bager pandekager med fritidsordningen, som vi har et tæt samarbejde med.

Ca. kl. 14.00 spiser børnene eftermiddag, – sovebørn, når de vågner, maden serveres ofte udendørs for ikke-sovende børn, mens sovebørn spiser indenfor i rolige omgivelser, så der er plads og tid til at vågne i nærvær og tryghed.

Vores aktiviteter afhænger selvfølgelig af årstidens vind og vejr, og vi prioriterer medbestemmelse i valg af ture, hvor vi på demokratisk vis kan afholde afstemninger om bestemmelsesstedet.